XL Tongariro National Park New Zealand Volcano Lakes

Beretning

På glødende vulkaner

VANDRING I NEW ZEALAND

Vandring er en nationalsport i New Zealand. Landet byder på nogle af de mest sublime og forskelligartede ruter i verden. I toppen befinder »The Nine Great Walks« sig. Christian Nørr prøvede kræfter med »Tongariro Crossing«, som er en 17 kilometer vandretur på vulkaner.

Af Christian Nørr, journalist

TURANGI, NEW ZEALAND: Inden jeg har taget mine første 100 skridt, kan jeg mærke, der er noget stort i gære. Det første jeg ser efter den mere end 30 timer lange flyvetur fra Danmark er en bogreol i Auckland Lufthavn fyldt op med vandre- og trekkingbøger – alt sammen om ruter, bjergtoppe, nationalparker og stier i New Zealand.

Udbuddet er enormt, men en lille bog tiltrækker sig min opmærksomhed: »The Tongariro Crossing« står der på forsiden, og med undertitlen: »En vandretur på vulkaner, en af New Zealands Great Walks«. Jeg er solgt på stedet.

Bogen fortæller historien om en 17 kilometer dagstur over en af New Zealands smukkeste vulkaner, hvor man vandrer i gamle kratere, på ryggen af endnu aktive vulkaner og i forvredne lava-landskaber. Mere behøver jeg ikke vide. Det er der, jeg skal hen.

New Zealand er fra tidernes morgen blevet beriget med noget af den smukkeste og mest imponerende natur, man kan forstille sig. Og med kun godt fire millioner mennesker i et land på størrelse med Californien, er der rigeligt med plads til at nyde den på egen hånd og gerne på to ben.

Som bogreolen i Auckland Lufthavn er et tydeligt vidnesbyrd om, har New Zealand en stolt og lang tradition for vandring og flere dages trek ud i vildmarken og de flere hundreder små og store nationalparker, regeringen nidkært beskytter og stiller til rådighed for alle, der elsker uspoleret natur.

I de fleste lande ligger nationalparker og øde naturområder som små oaser i alt det civiliserede og beboede. I New Zealand er det omvendt. Der er det naturen, der bestemmer og breder sig, mens det civiliserede og beboede som små skud får lov at skyde op midt i alt det grønne og vilde.

New Zealænderne har en ukompliceret og ligefrem indstilling til det at bruge deres natur: Snør skoene og tag af sted. Vandring er ikke overraskende nærmest en nationalsport. På stierne møder man både familier med små børn, ældre ægtepar med gamle senede ben og vejrbidte ansigter, unge på weekendtur med Ipod i ørene og kærestepar med telt på ryggen.

Over alt er der afmærkede stier og oplysningstavler om seværdigheder og turens længde og hårdhed ved startpunktet. Sat op af Department of Conservation (DOC), som er den største jordbesidder i New Zealand og med få undtagelser hellere end gerne vil have besøg.

Klokken har endnu ikke passeret syv. Udenfor lodgen er solen ved at fortrænge det sidste af natten. Det bliver en smuk dag, tænker jeg lettet og kigger over på den bunke af tøj, jeg har lagt frem, bl.a. varmt undertøj, fleecetrøjer, regntøj, ekstra par sokker, solbriller og handsker. Alt sammen efter ordre fra min guide, Stewart Barclay (Adrift Outdoor), der i mere end 10 år har taget turister med op på Tongariro vulkanen og bedre end nogen ved, hvad der venter, og hvor hurtigt vejret kan slå om i højden.

Vi krydser grænsen til Tongariro Nationalpark i en tæt tåge. Jeg skutter mig og er pludselig glad for min rygsæk med ekstra tøj. Imellem tågebankerne kan vi ane konturerne af de karakteristiske vulkanformede bjerge og den mørke og forvredne lava, der ligger størknet ned ad siderne.

Måske var det samme slags vejr, da instruktøren til »Ringenes Herre«, Peter Jackson, kom her forbi for snart ti år siden og besluttede, at landskabet var det perfekte hjemsted for det Onde, for Mordor og mørkefolket.

Foran os venter 17 kilometer vandring. Ruten er udnævnt til at være en af New Zealands »Nine Great Walks«, som nærmest er en institution i landet. Det er ni helt særlige og spetakulære vandreruter, der ligesom indkapsler alt det bedste, New Zealand kan byde på.

Udnævnelsen har også gjort »Tongariro Crossing«, som ruten retmæssigt bliver kaldt, til en af de mest populære. Her er ingen risiko for, at stierne gror til. Derfor går langt de fleste også uden en guide, hvilket sagtens kan lade sig gøre.

Men har man råd – gode guider som Stewart Barclay koster selvfølgelig – men pengene er i mine øjne givet godt ud. Ikke alene får man en af områdets bedste og mest vidende guider med på tur, man får også mulighed for at vandre væk fra stierne og besøge kratere og bestige vulkantoppe, hvor ingen andre kommer. Og det var præcis, hvad vi gjorde.

Den første halve time går det ad veltrampede stier ind mod foden af vulkanen. Sidste gang den var i udbrud var i 1974, men den er stadig aktiv, og ingen ved med sikkerhed, hvornår den næste gang rører på sig.

Det trekantede, nærmest kegleformede bjerg, rejser sig som en konge i nationalparken og skuer ud over de 78.000 hektar, der er dens rige. Kun små lavstammede buske og noget, der minder om lyng kan leve her.

Enorme lavastykker ligger strøet ud over landskabet som en påmindelse om, hvilke kræfter der er på spil, ikke mange meter under den tilsyneladende sikre grund. Efter en god times opstigning nærmer vi os ryggen af vulkanen. Udsigten herfra er overvældende. Sort forvredet lavalandskab så langt øjet rækker. Mod højre kan man se ned i et af de store kratere, og går man lidt længere op er der udsigt til de mest krystalblå vulkansøer, man kan forestille sig.

I hundredvis forsøger vandrere at forevige skønheden og storheden med deres kameraer. En umulig opgave som ikke desto mindre bliver forsøgt flere hundrede gange dagligt. Med den frie udsigt kommer vinden, hård og kold. Jeg sender min guide en venlig tanke, da jeg tager min fleecetrøje frem og får nærmest ondt af den gruppe franskmænd, der frysende forsøger at smile tappert, mens de tager billeder af hinanden.

Tongariro Nationalpark blev etableret allerede i 1887, som den første i New Zealand og den fjerde i verden på den tid. I 1993 blev området udnævnt til et World Heritage Site på grund af dens enestående vulkanlandskaber, men også for områdets vigtige spirituelle og kulturelle værdi for Maori-kulturen i New Zealand.

For Maorierne er vulkanerne og området omkring dem helligt land. Det er Gudernes eget hjem, hvor de i århundreder har været tiltrukket af og frygtet de enorme kræfter, som jorden gemmer på. Det er denne urkraft og fascination, man som moderne turist stadig kan blive grebet af, når man vandrer her.

Vi bevæger os væk fra stien og op mod toppen af en af de mindre vulkaner. Stewart Barclay vil vise mig et af sine yndlingssteder. Efter en halv times hård vandring op ad bjerget, runder vi et klippefremspring, og et krater på mere end 500 meter i diameter breder sig ud for øjnene af os.

Det ligner et månelandskab. Et tyndt lag grålig aske og pulveriseret lavasten har lagt sig som et tykt tæppe over landskabet. Her er ikke et menneske. Ikke et fodspor. Det virker nærmest blasfemisk at sætte sine egne.

Men guiden går forrest. Vi skal krydse krateret for at komme tilbage igen. Med prøvende skridt forlader jeg den faste grund, som klipperne er, og træder ind på tæppet af aske og små grus. Min vandresko synker halvt i. Det er ulig alt andet, hvad jeg tidligere har prøvet, at gå her.

Jeg løfter blikket fra mine fødder og kigger ud over plateauet. Små hvide skyer driver ind i samme højde, som vi går. Det ser totalt syret ud og ligner, at man bare kan fortsætte med at gå sine forsigtige skridt ud over skytæppet, der som lava-asken har lagt sig om toppen af bjerget.

Efter endnu en times vandring sætter vi os ned for bare at sidde. Ingen siger noget. Det er ikke nødvendigt med mange guideord her. Landskabet og udsigten taler for sig selv. I det fjerne, hvis man kigger godt efter, kan man ane civilisationen. Små hvide prikker, det er Taupo, den nærmeste større by 50 kilometer borte.

Herfra er der kun en vej, og det er ned. Ned mod parkeringspladsen ved kanten af nationalparken. Vi er trætte og tørstige, da vi når tilbage efter syv timers intens vandring. Går man af den markerede rute er »Tongariro Crossing« stadig en vandretur, der for de fleste er en udfordring, men omvendt kan de fleste være med, hvis de afsætter tid nok og holder gode pauser undervejs. At det er en af New Zealands – og måske verdens – Great Walks er der i mit hjerte ingen tvivl om.

Tongario trek

  • Tongariro Alpine Crossing er en af New Zealands »Great Walks« – en særlig fin udnævnelse som nationalparken, der er New Zealands første, med rette kan bryste sig af. Vandreturen er over flere vulkaner og kratere
  • Længde: 17 kilometer
  • Varighed: Mellem 6 og 8 timer
  • Hvem kan være med: Ruten bliver betegnet som »medium/hård« i diverse guide og vandrebøger. Op til 8 timers vandring er meget for de fleste, omvendt kan de fleste også klare det, hvis de har det rette udstyr og tager den fornødne tid
  • Langt de fleste går uden guide, men der findes fantastiske guider i området, som er værd at tage med. Tjek firmaet Adrift Outdoor
  • Nødvendigt udstyr (om sommeren, vores januar-marts): Gode vandresko, lille rygsæk, solbriller/solcreme, 2-3 lag tøj, man kan tage af og på, alt efter vejret. To par sokker, en vand- og vindtæt jakke, madpakke og vand (der er ikke mulighed for at købe mad/drikke undervejs), kamera
  • Husk: At tjekke vejrudsigten og spørge de lokale, før du begiver dig af sted. Vejret kan let være betydelig koldere og hårdere på toppen af et bjerg end når du kigger ud af vinduet på din lodge
  • For at læse mere om de andre »Great Walks«: Gå ind på Department of Conservation (DOC) hjemmeside. Her skriver de udførligt om de andre »Great Walks«

Et par tips

  • Tongariro området (nærmeste by Turangi) er en af verdens bedste steder for ørredfiskeri. Ligesom fiskene flokkes her, flokkes kræsne lystfiskere fra hele verden her på de utallige floder og søer, der gennemskærer området. Der findes en hel del fiskeguider og håndbøger om netop dette område
  • I Turangi er der gode muligheder for white water rafting på Tongariro River. Outdoor-firmaet Rafting New Zealand holder til her og tilbyder bl.a. halvdagsture på Tongariro-floden med over 50 rapids, der skal forceres. En sjov alternativ aktivitet til vandringen.

Hvor skal du bo?

Lange vandreture og fysiske aktiviteter i naturen behøver ikke betyde telt og trangia. Slet ikke i New Zealand. Forkæl i stedet dig selv ved at indkvartere dig på nogle af de luksus Bed&Breakfast, der som små oaser er skudt op over det meste af landet.

Der er flere mindre overnatningsmuligheder. Chateau Tongariro Hotel ligger f.eks. midt mellem vulkanerne, og man føler sig hensat til, før tiden var af lave. Eller af lava, burde man måske sige her. I Turangi (den tætteste by på Tongariro trekket) er der et fantastisk sted, der hedder River Birches. En lille eksklusiv lodge med tre store og smagfuldt indrettede værelser. Alt er pænt og holdt i smukkeste stil. Om aftenen tænder værtsparret op i pejsen, hvis der er koldt eller serverer drinks på terrassen. Det er som at bo på et femstjernet hotel – forskellen er bare at det er en stærk personlig oplevelse, hvor man kommer til at kende værtsparret og de andre gæster godt.

Sådan bestiller du en rejse

1
Kontakt os

Ring på 33 320 320, kig forbi Folke Bernadottes Allé 7 i København eller kontakt os.

2
Ønsker og gode råd

Tal med en rejserådgiver om jeres ønsker. Få inspiration og hør om deres personlige anbefalinger.

3
I får en rejseplan

Vi sammensætter rejsen ud fra jeres ønsker. I får et rejsesite med alle oplysninger samlet ét sted. 

4
Rejsen lægges fast

Når I er tilfredse, accepterer I tilbud og betaler depositum. Vi booker alt, som vi har aftalt det.

5
Vi holder kontakt

I er velkomne med spørgsmål. Vi opdaterer rejsesitet med rejsepapirer, og følger op, når I er hjemme igen.

Top sky Shutterstock 1714076377
Bund sky
Nyhavn garanti logo

Nyhavn Rejser Tryghed giver dig fuld tryghed på din rejse. Du er naturligvis dækket af pakkerejseloven, men hvad vigtigere er, så har vi et rutineret hold af dedikerede rejseeksperter, som altid er på forkant med din rejse og træder til, hvis du har brug for hjælp – ofte inden du selv opdager det. Det er det, vi mener, når vi siger, at en Nyhavn-rejse er følelsen af frihed. Uden bekymringer.