
En helt særlig kop kaffe
Det var franskmændene, som i 1800-talllet introducerede kaffe til Indokina - eller Ca Phe, som det siden blev kendt som i Vietnam. I dag er landet verdens andenstørste kaffeproducent efter Brasilien og vietnamesisk kaffe er særlig kendetegnet ved sin robuste, sødlige og lidt karamelagtige smag – i hvert i fald den del, som drikkes i Vietnam.
Det skyldes vietnamesernes tradition for at bruge klaret smør og lidt sukker i ristningen af bønnerne.
Og nogle gange tilsættes lidt kakao eller vanilje til ristningen, som man lige akkurat kan ane. Men der findes rigtig mange typer og kvaliteter af kaffe i Vietnam – og rigtig mange måde at drikke den på.
Fransk drypfilter og kondenseret mælk
Traditionelt tilberedes vietnamesisk kaffe ved hjælp af et fransk drypfilter, kaldet en Phin, som placeres oven på koppen. Skal den drikkes sort og varm, en såkaldt Ca Phe Den Nong, serveres koppen ofte i en skål med varmt vand, så kaffen stadig er varm, når den er løbet igennem filteret.
Men vietnameserne elsker også at nyde deres kaffe sammen med kondenseret mælk, og med og uden isterninger. Men alt det, og meget mere, bliver I klogere på under denne byvandring i Saigons gader, hvor I bl.a. skal besøge en 80 år gammel café, et kaffevarehus og så kan I vælge mellem flere kurser hos en professionel barista. Inden dagen er omme, er I eksperter i vietnamesisk kaffe.
Morgenkaffe og lokale delikatesser
Vietnameserne drikker ofte dagens første kaffe efter morgenmad. I bliver hentet af jeres private guide på jeres hotel cirka kl. 8.30 og begiver jer ud i Saigons gader for at se og høre om de lokale kaffevaner og de forskellige måder kaffen nydes på i Vietnam.
På jeres byvandring vil I også passerer en række madboder og gadekøkkener, og have mulighed for at smage flere lokale specialiteter og nyde en ‘Bun Thit Nuong’ – en lokal favorit, som kort fortalt er grillet svinekød med krydderurter og friske vermicelli nudler.
Fra traditionel kaffekultur til barista-kaffe
Jeres tur går videre til en 80 år gammel café og varehus, hvor I vil blive introduceret nærmere til de forskellige traditionelle måder, som vietnameserne foretrækker at tilberede og drikke deres kaffe – og så får I også lidt insider-viden med på vejen om den store kaffehandel bag hele herligheden.
I afslutter jeres udflugt med et besøg til Barista Saigon Coffee Studio, hvor en barista vil stå klar med kaffesorter fra øverste hylde og moderne brygningsteknikker, som I får lov at prøve kræfter med. Her kan I vælge mellem flere kurser, som spænder fra at lave mønstre i mælkeskum til at kunne smage forskel på kaffe som en af de professionelle – held og lykke!