Frans Blom - den danske Indiana Jones

Den danske eventyrer, opdagelsesrejsende og verdensberømte arkæolog var nemlig manden, som i 1922 banede vej for et af de vigtigste gravfund i Inskriptionernes Tempel samme sted. Tilsvarende visionær var han sammen med sin kone, Trudi, i arbejdet for at bevare regnskoven og den indianske kultur. Hans dagbog ”I de store Skove” om de første år i Mexico er genudgivet i 2010.

Indgang over tomme flasker

Det første man træder på, når man går igennem den massive egetræsport i Casa Na Bolom i San Cristóbal de las Casas, er bunden af flere hundrede blå, grønne og brune tomme flasker, som er stukket ned i jorden. Umiddelbart ikke den allermest praktiske entre for et museum, som dagligt får besøg af hundredvis af turister, studerende og forskere fra hele verden, men til gengæld meget sigende for Frans Blom og hans fanden-i-voldske ånd.

Glasflaskerne er et vidnesbyrd om eventyrerens forkærlighed for de våde varer, vildskaben og livsglæden, samt en håndfuld indre, ustyrlige dæmoner. For hver gang tørsten var slukket, bankede hans hustru resolut den tomme flaske ned i jorden, så synderen til evig tid kunne se, hvor meget han havde drukket.

Eftersom flaskerne er overalt – på begge sider langs de snoede stier i haven, kan man selv tænke sig til resten. For hustruen, den schweiziske journalist og fotograf Gertrude Duby også kaldet Trudi, var en handlekraftig kvinde med en solid, humoristisk sans.

Mødet med Trudi

Første gang, hun møder sin tilkomne, er midt under Anden Verdenskrig i 1943, hvor hun som opsøgende journalist jagter den verdensberømte myte for at skrive hans historie, og det lykkes hende at opspore Frans Blom langt ude i junglen.

Mødet ændrer både Frans og Trudis liv, for interessen for naturen og Mayaindianerne er gensidig, så parret gifter sig umiddelbart efter. Otte år senere, i 1951, etablerer de i fællesskab Casa Na Bolom, som ud over at være verdens største Maya-bibliotek i dag er et forskningscenter for økologi, antropologi og samfundsudvikling, hvor man fortsat yder en stor indsats for at redde regnskoven og dens indianere.

Den vilde spejder

Der er meget langt fra regnskoven til Klunketidens København, hvor Frans Blom i 1893 bliver født som søn af en velhavende grossererfamilie. Enspændernaturen viser sig allerede under skoletiden på Rungsted Kostskole, hvor Frans er den evige enfant terrible. Omvendt drages han af Guds frie natur og grundlægger derfor en af Danmarks første spejderpatruljer, og de færdigheder han tilegner sig her, får stor betydning for hans senere ekspeditioner ud i junglen. Tilsvarende er han stærkt interesseret i kunst og skønhed og bliver undervist af den daværende direktør for Kunstmuseet.

Sine ungdommelige folder slår han i Palmehaven på D’Angleterre, hvor det går lystigt for sig i en sådan grad, at faderen, Alfred Sigvard Blom, får nok af sønnens udsvævende liv og beslutter at sende den 26-årige Frans til Mexico. Vel at mærke på en enkeltbillet.

Blom får job i et olieselskab og tager ud i junglen i Tabasco og det sydlige Veracruz for at lede efter olie, men i stedet forelsker han sig i Mayaindianernes kultur.

I et radioprogram fra 1959 fortæller han følgende:

”Jeg blev deporteret som ung. Der var ingen returbillet. Jeg fik arbejde for et olieselskab. Jeg skulle finde olie i junglen, men der stødte jeg på indianerne og de forsvundne kulturer - og så var jeg leveret. Jeg glemte olien og begyndte at måle op og tegne”

”Da jeg kom tilbage til México City, så min chef, hvad jeg havde lavet. Han blev rasende og råbte: Det er ikke dét, du skal bruge din tid til, du skal finde olie. Han må nu have været god nok, for han sendte mig op på nationalmuseet med tegningerne, og der blev de så interesserede, at jeg byttede min gode oliegage om med en kummerlig løn som arkæolog. Det har jeg aldrig fortrudt”.

At det var noget nær det vilde vesten, som den unge Blom pludselig befandt sig i, kan man læse i Frans Bloms egne erindringer ”I De Store Skove”. I bogen, som udkom i et genoptryk i foråret 2010, fortælles det, hvordan Frans Blom en dag blev udsat for et ”hold-up” af en flok banditter, der truede sig til sækkene med olieselskabets lønningsposer:

"Pengene eller livet, señor!" snerrede en skummelt udseende fyr, mens han prikkede Frans Blom i maven med sin riffel. "Meget vel, den herre," samtykkede Frans. "Men jeg må bede om en kvittering. Hvis jeg kommer hjem uden kvittering, tror chefen bare, at jeg selv har taget pengene."

Skurken så forvirret ud. Så blottede han et mangelfuldt tandsæt i et bredt grin. "Selvfølgelig, Señor. Selvfølgelig. Vi er vel mænd af ære!" Hvorpå han skrev en kvittering, som Frans kunne få med sig hjem.

De overlegne indianere

Det var først og fremmest Mayaindianerne og deres kultur, som fascinerede Frans Blom: Især Lacandonerne, som i dag er den mindste og mest truede af de eksisterende indianerstammer. De har fået navn efter verdens næststørste regnskov Lacandon, hvoraf kun 20 % af det oprindelige skovareal er tilbage.

Senere nærmest adopterede Frans Blom og Trudi Lacandonerne, som Blom selv beskriver således:

”Indianerne lærer os, at en høj kultur kan eksistere uden teknik, og vor civilisation viser, at teknikkens udvikling ikke medfører en højere kultur. I decimaldeling er vi gået frem. Vi opløser i mindre og mindre dele, men vi er nervøse vrag i sammenligning med disse rolige, værdige mennesker. Vi er løgnagtige og hykleriske. Indianerne lyver ikke. De stjæler ikke, og de siger deres mening rent ud. Vi kan ikke sige, hvad vi mener, uden at risikere at blive ruineret eller måske arresteret. De er stenaldermennesker, men vi er dem underlegne i kultur og menneskelig værdighed, som spanierne var det i 1520.”

Frans Blom er en af første, der har held med at forevige Lacandonerne på film, og således kan man i dag se flere af hans gamle filmoptagelser blandt andet med høvdingen Chan K’in Viejo, som blev 104 år gammel, fik 25 børn, og var 100 år gammel, da hans sidste barn blev født.

Tilsvarende kan man på Na Bolom også opleve flere historiske film med Frans Blom selv, som iført hvid skjorte, cowboyhat med klapperslangehale og ridebukser kravler rundt på pyramiderne som en anden Indiana Jones.

I en af radioudsendelserne beskriver han levende og passioneret stemningen på ekspeditionerne således:

”En skønne dag begynder vi at se tegn, der viser, at engang i fortiden var der beboelser af mennesker. Rester af stenmure stikker frem i underskoven, terrasser, flere mure. Nogle sten dækker en gravhøj. Så møder vi stensøjler, nogle står endnu, og andre er faldet fladt på jorden. Nogle af disse monumenter er dækket af skrifttegn og figurer og på toppen af høje pyramider, oppe blandt trækronerne skinner de hvide mure af et tempel.

Da glemmer vi alle turens strabadser og de mange, ofte monotone dage, der gik, medens vi trængte frem gennem urskovene. Hvor der slås lejr, og arbejdet begynder. Ruinerne skal kortlægges, bygningerne skal opmåles, der skal tages fotografier, og monumenterne skal løftes med donkraften for at tegnes og fotograferes”...

Syg af skræk i urskoven

Men selv en inkarneret opdagelsesrejsende havde til tider sine betænkeligheder, når mørket faldt på dybt inde i junglen:

”Intet er mere frygtindgydende end at ligge i sin hængekøje en kulsort nat og høre regnen hamre på trækronerne og teltlærredet. Ude i den mørke nat høres et knæk derefter et andet og så en tordnende eksplosion, når træet braser ned. Blade rasler, grene knækker, og pludselig er alt stille igen. Der ligger man. Helt hjælpeløs, angstfuldt ventende på at høre et menneskeskrig. Det er hændt mig flere gange, dog heldigvis uden skæbnesvangre resultater. Hvis nogen fortæller mig at han aldrig har været syg af skræk i urskoven, så er jeg ganske overbevist om at han lyver.”

Op gennem 20’erne deltager Frans Blom i adskillige ekspeditioner, der kortlægger flere, betydningsfulde ruiner. Frans Blom har også kontakt med Nationalmuseet i København og sender løbende genstande hjem, som den dag i dag befinder sig i museets magasiner. Efterhånden bliver han en international anerkendt Maya-arkæolog, og faktisk er det ham, som i 1922 baner vejen for Hanab Pakals kongegrav i Inskriptionernes Tempel.

Første gang Frans Blom undersøger templet, lægger han mærke til nogle huller i en stenblok i gulvet, og undersøger det ikke nærmere. Men det var selveste Hanab Pakals grav han stod på. Da vi under besøget i Palenque bliver vist rundt af den vores guide Ernesto, fortæller han, at Frans Blom på baggrund af sine opdagelser skrev et brev til den mexicanske regering og bad dem om undersøge området omkring graven nærmere – men med sygdom og malaria lige i hælene må Blom overlade æren til arkæologen, Alberto Ruz Lhuillier, som 30 år senere i 1952 bliver manden, der åbner graven. Som om det ikke var slemt nok, er Frans Blom også en anden gang lige ved og næsten, da han ligger syg af malaria ude i junglen, tæt på ruinerne med de spektakulære murmalerier i Bonampak.

Både Hanab Pakals grav og ruinerne i Bonampak er nogle af de mest berømte og betydningsfulde fund i hele Mayaområdet. Til gengæld har den verdensberømte dansker æren for de vigtige opdagelser, der banede vejen, ligesom han var en af de første pionerer, som overhovedet fattede interesse for Mexico:

Enten blev man skudt eller døde af malaria

Da jeg rejste hjemmefra i begyndelsen af 1919 var México kun kendt for sine revolutioner og sine petroleumskilder. Med meget besvær lykkedes det mig at finde én bog om México hos boghandlerne i København, og den hed noget som "Nedenunder México" og handlede om sølvminerne. Intet menneske med mindste fornuft rejste til México dengang. Enten blev man skudt, eller man døde af malaria. Det er nu fyrretyve år siden. Turen gik fra New York på damper til Vera Cruz, en lummervarm og ikke videre ren havneby. Derfra med jernbane til México City. På stationen i Vera Cruz var perronen fyldt med folk klædt i pyjamas og bevæbnet med alverdens forskellige modeller af skydevåben.

Man fortalte mig at disse herrer var regeringens soldater, som skulle med toget for at beskytte passagererne. Toget løb kun om dagen ved dagslys. Foran os kørte et andet tog med godsvogne fyldt med soldater for at tage sig af sådanne bomber, som rebellerne havde lagt under sporerne i nattens løb. Der var ikke en eneste jernbanestation der havde tag på. Alle var de brændt ud af revolutionære.”

En af de største mayaforskere

Det blev begyndelsen på den stærke tilknytning til den amerikanske forskning indenfor Maya kulturen. Frans Blom fik sin magistergrad og på grund af sit indgående kendskab til Yucatán provinserne og hans erfaringer fra junglen, blev han omgående benyttet til ekspeditioner. Først som menigt medlem, men snart som chef for hele styrken, udlånt til Carnegie Institut i Wasington, Nationalmuseet og National Geographic Society.

Ved Tulane Universitetet i New Orleans blev han i 1925 udnævnt til arkæolog ved den faste stab.

Senere i 1930’erne ledte han berømte ekspeditioner netop ind i Yucatán, og blev chef for Tulaneuniversitetets sektion for Maya-arkæologi, og Blom er i dag kendt som en af de største Mayaforskere nogensinde.

I videnskabelige værker hedder han slet og ret Blom, indianere over hele Mexico kender ham som Bolom, der betyder jaguar, og over porten til Casa Na Bolom hænger af samme årsag en jaguar i smukt glaseret tegl, som huset og dets herres umiskendelige vartegn:

”Mine første år er udkommet i en række breve til min familie under titlen "I de store skove". Jeg må tilstå, at jeg ikke fortalte mange af de ting, som jeg oplevede under revolutionen for ikke at skræmme familien. I 1919 kendte man ikke meget til rifler og revolvere og bomber i Danmark. Det kom senere. Hvis jeg havde skrevet om en eller anden dramatisk hændelse, så havde man derhjemme blot mumlet "digtet om en bondeknøs, der hedde Frans, der havde været udenlands".

Casa Na Bolom – museum og charmerende hotel

Bloms tid som Mayaforsker i USA får en ende, da han bliver opfordret til at indgive sin afskedigelse fra Tulane. Alkoholen har overtaget hans liv, og alt ser ud til at falde sammen, men tingene vender, da han flere år efter skilsmissen fra sin amerikanske kone, Mary Thomas, som 50-årig møder Trudi.

For 2000 dollars køber de en gammel klosterskole, hvor de flytter ind d. 3. juli 1950. Sammen sætter de ejendommen i stand og kalder den for Casa Na Bolom, og fortsætter ekspeditionerne ud i junglen, indtil Frans Blom dør i 1963, 70 år gammel.

På hans gravsten finder man Verdenstræet fra Palenque, men i dag er Casa Na Bolom ud over at være et velbesøgt museum også indrettet som et helt specielt hotel med en usædvanlig sjælden charme og skønhed.

De mørkegule, historiske bygninger er omkranset af gamle træer og skønne blomster, og væggene er dekoreret med Trudis uforglemmelige billeder. Restauranten styres af Frans Bloms 76-årige plejebarn, Doña Beti, som har boet på stedet, lige fra hun var en lille pige, og samtidig er Beti stærkt engageret i arbejdet for Lacandonerne og for at redde den regnskov, som hun fortsat besøger flittigt.

Som gæst på hotellet, spiser man samlet ved et gigantisk langbord, og stedet emmer af kultur, atmosfære og udødelighed, som på alle måder er en oplevelse, og hvis man har mod på at gå i Frans Bloms udødelige fodspor, kan man via Nyhavn Rejser arrangere opholdet på Na Bolom.

Arkæologer og antropologer fra alverdens lande blander sig mellem indianerne, og selv om Blom kun kan opleves på film, mens han klatrer på pyramiderne og kæmper sig igennem urskoven, så lever hans minde, hans arbejde og den myte, han er blevet, fortsat i bedste velgående. Det arkæologiske centrum han har skabt, delvis ved egne midler i Chiapas, og stedet med dets eneste eksisterende Lacandon samling, står åbent for enhver, der er interesseret i den evigt fascinerende Maya kultur.

Ivrige miljøforkæmpere

Senere etablerede Trudi den almennyttige organisation, la Associación Cultural Na Bolom, hvis primære formål er at gøre en aktiv indsats for miljøet, hvor foreningen i samarbejde med indianerne arbejder systematisk med at genplante tusindvis af træer. For både Frans og Trudi var blandt de første, der øjnede faren ved de store tømmerfirmaers hæmningsløse indhug i skovene, og i 1991 blev Trudi hædret med FN’s Global Award ved en ceremoni i Stockholm for sit arbejde med økologi, miljø og de indfødtes rettigheder.

Trudi var en af verdens første miljøaktivister, for skovhuggernes systematiske rydning af Lacandon regnskoven ændrede hendes liv. Og således rejste hun verden rundt og holdt foredrag om junglens død, fremviste dokumentarfotografier og skrev hundredevis af artikler i protest mod den mexicanske politik.

I 1975 åbnede hun planteskolen, El Vivero, men også i baghaven af Na Bolom dyrker man små, fine træer, som en dag skal plantes ud og vokse sig store og stærke og forhåbentlig være med til at vinde bare noget af den tabte regnskov tilbage.

Og Doña Beti viser vej ned til bunden af haven, og stierne derned er flankeret af farvestrålende flasker, banket godt og grundigt ned i jorden som et evigt minde om den ildsjæl, der tømte indholdet. Uden dem – ingen enkeltbillet til Mexico. Intet er så ondt, at det ikke er godt for noget…

Tal med vores rejsekonsulenter om rejser til Chiapas i Mexico og San Cristóbal de las Casas med Casa Na Bolom.