Med Dorte på Okinawa

Det sorte tårn i Tokyo

I samme øjeblik som dørene lukker bag mig, bliver Tokyos uophørlige puls med ét til total stilhed. Jeg kan høre en hvisken, inden der igen bliver helt stille. En ung kvinde i en grå robe bukker, byder velkommen og tager mod min bagage – og mine sko, der lydløst bliver lagt i en lille kasse. Skoene ser jeg først igen, når jeg skal ud ad døren.

Duften af cedertræ og grøn te fylder mig allerede med ro. Lyset falder blødt gennem shoji-skærmene af rispapir, mens min værtinde igen bukker og fører mig gennem en smal gang, hvor hver eneste detalje taler sammen i perfekt harmoni – uden at sige ét ord. Vi går sammen videre på de bløde tatami-måtter, der fortsætter ind i elevatoren. Jeg er landet i Tokyo mange gange før, men aldrig på denne måde.

Jeg kan bedst beskrive Hoshinoya Tokyo som et hotel, der på en gang opløser og forener Japans fortid og fremtid. Forestil dig en rendyrket ryokan-oplevelse. Inde i et 17-etagers sort, futuristisk tårn, der mest af alt ligner en monolit, der er faldet ned fra det fjerne rum.

Hver etage er sin egen private ryokan med seks suiter og en fælles ochanoma-lounge, og på øverste etage finder du en onsen-spa med vand fra naturlige kilder, der løber 1500 meter under Tokyos fortove! Det er vildere end vildt, men nu må vi videre. Med fly fra Tokyo. Til et hjørne af Japan, jeg længe har drømt om at besøge.

80 procent mæt

Okinawa er den største af Ryukyu-øerne og en af verdens fem Blue Zones, hvor folk lever længere og sundere end de fleste steder på kloden. Årsagen er en blanding af det gode klima, stærke sociale bånd og en kost, der er rig på fisk, urter og grøntsager som den lokale, bitre goya-melon.

Forskere tilskriver også øens høje levealder til kostprincippet Hara Hachi Bu, der løst oversat betyder spis indtil, du er 80 procent mæt.

Det lyder som et godt princip, men jeg skal kun være her nogle få dage, så det bliver ikke i denne omgang. Jeg skal både nå at smage Agu-steg, Tebichi, Goya Champuru, Soki Soba og Ishigaki-kød, der i Japan har samme anseelse som Wagyu fra Kobe. 80 procent mæt kommer ikke til at række.

Koralhaver, kajakture og karate

De næste dage udforsker jeg Okinawa. Sesoko-stranden og broen over til Kouri Island. Hiji Falls, Cape Hedo og Shuriborgen, der sammen med slotsruinerne Nakagusuku og Nakajin, alle er på UNESCOs verdensarvsliste. Og hver dag kommer jeg hjem til mit hemmelige refugie, der nærmest svæver mellem himmel og hav. Jeg kunne tale længe om verdens nok vildeste fortolkning af japansk-italiensk fusionskøkken. Og aftenture med solnedgang over Det Østkinesiske Hav. Den udsigt. Visheden om at være på dette sted. Jeg skuer ud og forestiller mig kæden af vulkanøer og koraløer, der strækker sig hele vejen til Taiwan.

Der hvor solen går ned

Kerama-øerne er de næste i rækken efter Okinawa. Et sted, hvor havskildpadderne glider dovent gennem det turkise vand, få meter fra vandkanten. Havet skulle være så smukt omkring øerne, at japanerne endda har givet farven sit eget navn. Kerama blue. Det må blive en anden gang. For jeg skal længere ud.

Først til øen Miyakojima, der også er berømt for sine havskildpadder, hvide sandstrande, snorkling og ikke mindst resortet Rosewood Miyakojima, hvor jeg bor. Hvilket sted. Poolvilla ud til Det Østkinesiske Hav. Okinawansk jord-til-bord gastronomi af en anden verden. Ryukyu-massager. Kajakture og karate. Alt det må jeg fortælle om en anden gang. For jeg vil kort slutte et andet sted. For enden af Solens Rige.

Du skal flyve til den lille ø Ishigaki, og sejle 15 minutter herfra med hurtigfærge, for at nå til Taketomi. Det er ikke den sidste, men den næstsidste, beboede ø i Japan. Lige før mangrove-øen Yonaguyni, der ligger blot 100 km fra Taiwan. Jeg kunne være i Rusland, Kina eller Sydkorea – og stadig være tættere på Tokyo end jeg er her.