Glasbroen i Grand Canyon, USA | Luk øjnene og træd ud!

Med 1200 meters frit fald ned til Colorado River hjalp hverken logik eller sund fornuft. Heldigvis hjalp min rejsekammerat mig i stedet med de første skridt, og så kunne vi jo altid se, hvornår jeg turde åbne øjnene!

Det hele startede ved Pow Wow i Las Vegas. Branchefolk fra hele verden mødes, og hvert tyvende minut begynder et nyt møde om lokale tilbud, hoteller og oplevelser i USA og på Hawaii. Bagefter vurderer vi hver eneste mulighed med henblik på fremtidens rejseforslag. Vi var selvfølgelig med, men én ting er at høre om store oplevelser i korte møder, en anden at prøve dem på sin egen krop. I et møde om helikopterflyvning, flodsejladserne og Skywalk-broen i Grand Canyon West, blev vi inviteret til at prøve en af deres udflugter.

Nogle dage efter sad vi i et fly på vej til Grand Canyon West. Vi landede og drønede kort efter afsted i en helikopter ud over de enestående kløfter og helt ned i bunden til Colorado River. Her sejlede vi op ad floden på en lille flodbåd for senere at drive stille tilbage. Ind i helikopteren igen for at flyve op til toppen, hvor der går en shuttlebus hvert tiende minut ud til steder, hvor privatbiler ikke må køre. Man kan så stå af og få indblik i Hualapai-indianernes levevis i en landsby og på en ranch, og man kan stoppe ved forskellige udsigtspunkter – blandt andet glasbroen Skywalk.

Jeg kan flyve!

Broen har form som et U. Toppen af U'et er på en eller anden måde skruet fast i klippetoppen 1200 meter over Colorado River. Inde fra den faste grund kan man bevæge sig ud i intetheden.

Ude i siderne ved rækværket føler man sig i rimelig sikkerhed. Her er der nemlig lagt en bund under glasbroen. Men inde på midten føler man, at man svæver. Og er der noget, jeg ikke er skabt til, så er det at svæve!

Jeg holdt krampagtigt fast i gelænderet, selv om jeg godt vidste, at knækkede U'et af klippen, så ville gelænderet nok ryge med.

Men lige nu og her var det altså min opgave at at holde godt fast, så jeg ikke røg ned i dybet. Så var det, at jeg så min rejsekammerat stå dér foran mig midt ude i luften. Hun rakte hånden frem og tilbød at hjælpe mig det forløsende skridt. Jeg lukkede øjnene. Hjertet bankede. Og helt langsomt bevægede jeg den ene fod lidt væk fra mit sikre ståsted. Med miniskridt blev jeg ført ud på glasbunden, og til sidst måtte jeg jo til det. Langsomt åbnede jeg øjnene og lod blikket følge de lodrette klippesider ned i dybet til Colorado River. Hvornår jeg begyndte at trække vejret igen, ved jeg ikke, men det var helt ubeskriveligt.

Et godt formål

Jeg ved da godt, at det er turistet. I kan endda blive fotograferet med en indianer i den store fjerpragt. Men det skal der også være plads til, når oplevelserne er af den kaliber. Og generer det jer med en glasbro i Grand Canyon, så tænk bare på, at det er Hualapai-indianerne, der har fået den bygget, og overskuddet går til stammen selv.

Vejen dertil er netop asfalteret, så køreturen dertil vil ikke give tilsvarende sug i maven, som hvis I vælger at flyve.