
Guide
Luksus for alle aldre
Familiefavoritter
Farvestrålende fisk zigzagger forbi. Snorkelmasken er på. Og oppe på stranden venter en verden, der byder sanserne op til dans. I den slags omgivelser, hvor alle føler sig set - sammen og hver for sig. Kreative sysler til de yngste. Vandsport til de energifyldte teens. Fredfyldte stunder i spaen. Familietid, når det er bedst.

SIX SENSES YAO NOI 5+*, KOH YAO NOI, THAILAND
Thailands smukkeste adresse
Efter en kort speedbådstur fra Phuket gennem den billedskønne Phang Nga-bugt ankommer I til Six Senses på Thailands uspolerede tropeø, Koh Yao Noi. Højt på en bakketop, omgivet af palmegrønt, inviterer restaurant The Hilltop på gourmetfristelser og et forfriskende dyp i infinity-poolen med panoramaudsigt til kalkstensøerne i det fjerne. Med fokus på bæredygtighed og Six Senses’ velkendte sans for æstetik putter resortets økologiske køkkenhave, hyggelige iscafé og de helt enestående poolvillaer sig ind i det frodige bakkelandskab, der også naturligt afskærmer og sikrer privatlivet, der kun afbrydes af gekkoernes og næsehornsfuglenes kald. Nede på den gyldne strandbred ligger kajak og pagaj klar til at skyde igennem det smaragdgrønne Andamanhav. Her er ingen planlægning nødvendig, for familiens private butler bringer et ekstra drys af magi og planlægning til feriedagene – om det er dagsudflugter til den skjulte lagune på Hong Island, øhop med snorklingstop, madlavningskurser eller Muay Thai.



ST. REGIS LE MORNE RESORT 5+*, MAURITIUS
Ikonisk luksus på ikonisk palmestrand
Champagneproppen flyver afsted, som sablen rammer flaskehalsen. Et dagligt St. Regis Le Morne ritual, der vækker lige dele begejstring og ferieglæde på det stemningsfulde resort på Mauritius’ bedste adresse. Med Le Morne-bjerget som baggrundstæppe og det turkisblå Indiske Ocean i front smyger 169 rummelige suiter og villaer sig ind gennem palmehaver og ud til den kridhvide sandstrand. På resortet forkæles familien med personlig butlerservice, der er nærværende og storsmilende. Fem restauranter og en loungebar pirrer smagsløgene med frisk seafood, japansk, asiatisk, indisk og de internationale klassikere. Og som prikken over i’et serverer La Patisserie, en ekstravagant Afternoon Tea, der sender tankerne mod Paris’ elegante caféer. Dertil venter der en stor spa-og skønhedsafdeling til livsnyderne. Eminente championship golfbaner til de ukuelige golfere. Børneklub til de yngste. Katamaranture. Og masser af sport, fitness og vandsport til familien, der kan lide at holde sig i gang.
Tip! Den vestvendte kyst på Mauritius byder ikke alene på eventyrlige solnedgange, men også på øens bedste vejrforhold året rundt.

BAGLIONI RESORT MALDIVES 5*, DHAALU-ATOLLEN, MALDIVERNE
Maldiverne i italienske klæder
Hos Baglioni Resort Maldives får I en ægte italiensk oplevelse – lige fra maden og vinen til kvaliteten af spaprodukterne og gæstfriheden. Alt sammen i luksuriøse, tropiske omgivelser på jeres helt egen ø – og i jeres helt egen villa. Eventyret tager dog allerede fart i vandflyveren, der flyver jer over verdens smukkeste øhav til Dhaaluatollen, hvis 56 øer omkranses af Det Indiske Oceans endeløst skiftende turkisblå nuancer. Og nede på landjorden venter jeres butler på at byde jer velkommen, og vise jer rundt i den elegante villa.
Om I foretrækker at bo på strandens hvide puddersand eller på pæle over den turkisblå lagune, lader vi være op til jer. Find snorkelmasken frem og og svøm på opdagelse blandt alverdens koralfisk, eagle rays og havskildpadder i det klare vand. Tilbage på landjorden kan familien se frem til spabehandlinger, kids club, biograf under Maldivernes stjerneklare nattehimmel og gastronomi på fire restauranter. På Maldiverne kommer hele familien ned i gear. Og så er alt fra gastronomi til minibar og ikke-motoriseret vandsport inkluderet.

THE CHEDI MUSCAT 5+*, OMAN
1001 nats eventyr på The Chedi Muscat
Lige hvor Omanbugtens lange sandstrand og dybblå hav møder Hajar-bjergene venter et overflødighedshorn af arabiske oplevelser og udflugtsmuligheder lige uden for døren. Resortets moderne, minimalistiske arkitektur brydes af charmerende buer, gårdspladser med store lerkrukker og keramikfontæner - og indenfor venter en elegant lobby, der med dens ægte tæpper og lanterner, trækker linjer til beduinkulturen. The Chedi Muscat er en zenoase af ro og skønhed, som mærkes til fulde i den store spaog wellnessafdeling. Alle detaljer er gennemtænkte. Æstetik og nydelse går hånd i hånd. Som når dagen går på hæld, drysser solens orangerøde farver ned som blide penselstrøg i den velplacerede pool, der med sine 103 meter er Mellemøstens længste. Poolen er som en pil, der peger vej mod resortets private strand, hvor havet aldrig kommer under 24 °C. Hotellets tre restauranter lokker med delikatesser fra det Mellemøstlige køkken samt japansk og asiatisk gourmetgastronomi. The Chedi er et velfortjent medlem af det prestigefyldte Leading Hotels of the World.

THE RITZ-CARLTON TENERIFE, ABAMA 5*, SPANIEN
Mellem himmel og hav
Som et lyserødt fatamorgana hviler luksushotellet The Ritz-Carlton Tenerife, Abama, majestætisk på kanten af Tenerifes rolige, vestkyst med fortryllende udsigt over Atlanterhavet. Det er ikke blot Tenerifes ypperste luksusresort. Med otte udsøgte restauranter, et spa- og Adults Only-område, er det en verden for sig. Som en idyllisk landsby med privat sandstrand, skønne pools til store og små, en kreativ børneklub, tennis samt nærliggende golfbaner, venter der aktiviteter for alle familiens medlemmer. Og dertil byder den omkringliggende natur ind med gåture på Teide-vulkanen og hvalsafari. På Ritz-Carlton mangler der intet. Heller ikke friheden til at være sig selv. For der gemmer sig et resort inde i resortet. Så søger I lidt ekstra forkælelse, lokker The Retreat med store poolsuiter, hvor familien kan samles efter en dag rundt i de skønne faciliteter. Skal vi bestille bord på resortets to-stjernede Michelin-restaurant M.B.?


