Patagonien & Atacama, Chile

Så længe jeg husker tilbage, har jeg altid haft det billede på nethinden. De tre granittårne, der rejser sig mod himlen som hugtænder over en turkisfarvet gletsjersø. Torres del Paine i Patagonien. I mit indre øje har det altid været billedet på det ultimative eventyr. Et nærmest mytisk sted. En verden for enden af verden.

Nu er jeg på vej. Min rejse begynder faktisk et helt andet sted. I Brasiliens Cidade Maravilhosa, Rio de Janeiro. Herefter drager jeg videre til Argentinas hovedstad, Buenos Aires. To fantastiske oplevelser, jeg må fortælle om en anden dag. For om lidt lander mit fly.

Hvorfor tog jeg ikke hesten?

Min første vandretur er Base Torres Viewpoint, en 19 kilometer lang vandretur, der stiger næsten 900 meter gennem nogle af Patagoniens mest dramatiske landskaber. Det er ofte den store finale – eller for nogle den dramatiske åbningsakt – på det berømte W Trek. Vi er kun tre på mit hold, og selvfølgelig ender jeg sammen med to amerikanske eliteatleter. Heldigvis døjer de begge med skader, så jeg er stadig med i løbet!

Vi sætter afsted tidligt om morgenen. Våde stier gennem lenga-skove. Rock climbing, hvor vi skal tjekke for løse sten, hver gang vi tager et skridt frem. Små broer over brusende gletsjerbække. Vilde blomsterenge og vindblæste bjergpas, og til sidst et stejlt stykke skrænt med løse sten, der sætter dine ben og din vilje lidt mere på prøve.

Nu tænker du måske – det lyder for hårdt til mig. Det er det ikke. Du går i dit eget tempo med en erfaren guide. Du har god tid, og du bliver belønnet hele tiden – med skiftende landskaber, der er som taget ud af en eventyrfortælling.

Det er tidligt forår nu, så der ligger stadig sne heroppe. Tågerne har fat i landskabet. Jeg tænker på mit hotel, mens vi nærmer os målstregen. Og et varmt bad.

Jeg kunne have siddet på hesteryg herop – men alligevel ikke hele vejen. Det sidste stykke kan kun klares til fods. Ok. Men så kunne jeg have redet en tur ud i dalene i stedet.

Med en madpakke og en flaske vin. Mine tanker vandrer over alle mulighederne, mens mine ben bliver ved med at minde mig om, at jeg er lige her. På tærsklen til den udsigt, jeg så længe har drømt om at opleve. Hvis bare vejret ville klare op.

Ikke den udsigt, jeg regnede med!

De sidste skridt er altid noget særligt, når man vandrer. Jeg holder vejret. Det er stadig overskyet. En del af mig har allerede sænket forventningerne lidt. Måske er det derfor, de rammer mig så stærkt.

Der er de. Tre massive monolitter, der rejser sig over gletsjer-søen, skarpe som knive. Central, Monzino, Dagostini. En af de mest ikoniske udsigter i hele Sydamerika. Indhyllet i skyer og tåge. Det er overvældende. Som at stå midt i et enormt amfiteater, hugget i granit af naturens egen hånd. Det minder mig om en scene fra Game of Thrones eller Ringenes Herre.

I dette ubarmhjertige hjørne af verden er intet givet. Hverken komfort eller varme. Ikke engang den udsigt, jeg har vandret hele dagen efter. Men i stedet har jeg fået noget andet. Base Torres i sne og skyer.

Jeg sætter mig på en sten i stilhed. Indpakket i alt det tøj, jeg har medbragt. Mine sokker er fugtige. Mine hænder er kolde. Men der er intet andet sted, jeg hellere vil være.

De næste dage udforsker jeg meget mere af Torres del Paine. Jeg vandrer rundt om turkise gletsjersøer. Jeg varmer mig ved de åbne flammer, mens vi nyder chilensk bbq og pisco sours om aftenen. Og jeg kigger forbi hestene i stalden mere end én gang – og en allersidste gang, inden jeg tager afsked med Patagonien.

Min oase i ørkenen

Da vi kører ned i dalen og nærmer os San Pedro de Atacama, øjner jeg snart byens træer. De lyser op som en have i det barske, okkerbrune landskab. En oase. San Pedro de Atacama er en ægte oase. Området blev først bosat for 11.000 år siden – takket være de floder, der løber gennem dalen og byen. I dag bor der cirka 2.500 mennesker i selve byen, foruden de mange backpackere, outdoor-entusiaster, forskere og alverdens eventyrere, som finder vej hertil. Byen er basen for Atacama-ørkenen, så der er hverken mangel på guesthouses, spisesteder, barer eller butikker.

De adobe-lignende lerhuse minder mig lidt om spanske ørkenlandsbyer fra gamle westerns. En række hvidkalkede bygninger omkranser den centrale plaza. Det er midt på dagen og alt ånder fred. Jeg glæder mig til at udforske mere, men først glæder jeg mig til mit hotel.

Nayara Alto Atacama ligger lige uden for San Pedro de Atacama. Forestil dig et eksklusivt hideaway i ørkenen, hvor du bor i de skønneste suiter i stueplan. Privat terrasse omgivet af kaktushaver og rødbrune ørkenklipper. Lamaer, der går og snuser til den tørre jord. En tårnbusk, der rasler i brisen. Seks små pools, der ligger gemt rundt omkring på det store område. Og varme kilder, du kan booke helt for dig selv – med en flaske Brut, perfekt parret til den tørre højlandsluft.

Køkkenet er også forrygende og nogle dage er der bbq-aftener på terrassen. Der er også en shuttle ind til byen. Den tager kun 20 minutter, men når først man er her, føles alt meget langt væk. På den bedst tænkelige måde.

Jeg når aldrig ind til byen igen. For Atacama-ørkenen venter. Det er trods alt det, jeg er her for. Verdens mest perfekte ørken, som den også kaldes. Saltsletter og saltbjerge, så langt øjet rækker. Farverige laguner og flamingoer i skyggen af sneklædte vulkaner. Licancabur. Cerro Toco. Sairacabur. Og alle de andre.

Den yderste grænse

En af de bedste ting ved udflugter er at komme hjem fra dem. Den følelse, hvor man er fyldt med indtryk, er lidt træt og måske har lidt ømme fødder. Jeg beslutter mig for at finde vej til hotellets varme kilder. Min drink står allerede klar, når jeg ankommer. Jeg har min bog med, men kommer aldrig videre med den. Jeg glider ned i det varme vand. Lyset er begyndt at skifte farve og dagen går på hæld. Om en time eller to er der middag. Chilensk bbq på restaurantens store terrasse. Jeg har sommerfugle i maven. Måske er det den tynde luft. Måske er det summen af det hele. En hvid lama stikker pludseligt hovedet frem fra bag en busk. Jeg smiler til den og vender blikket op mod himlen. Aftenens første stjerne glimter svagt over mig. I aften skal jeg se mange flere. Nayaro Alto Atacama har sit eget observatorium – og Atacama er et af de bedste steder i verden, når det kommer til stjernekiggeri.

Jeg husker, hvad hotellets astronom fortalte mig, da jeg ankom. I sommermånederne kan du være heldig at se alle planeterne. På en enkelt nat. Merkur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn - nærmest på række. Om vinteren kan du begive dig længere ud i deep space og gå på opdagelse i Mælkevejen og fjerne galakser. Han nævnte også noget om Den Store Magellanske Sky, der kredser om Mælkevejen. Den yderste grænse.

Jeg kigger op og prøver at forestille mig den. Jeg får et billede af granittårnene i Torres del Paine i mit indre øje. Indhyllet i skyer og tåge. Pludselig dukker der dampsøjler op på nethinden. Og flamingoer, der bliver til andeskondorer, som svæver over Perito Morenos ismasser. Jeg ved ikke, hvor Den Store Magellanske Sky begynder eller ender. Eller om den overhovedet findes. Men den yderste grænse. Den har jeg set.