Queenstown: New Zealands Hovedstad for Adrenalinkick & Natur

Queenstown: New Zealand. Bare sig navnet og der står eventyr, uovertruffen natur og vilde aktiviteter i øjnene på de fleste mennesker.

Alene afstanden til Danmark gør landet til noget eksotisk, nærmest drømmeagtigt, for de fleste danskere. Med optagelsen af store dele af »Ringenes Herre« trilogien omkring årtusindeskiftet fik hele verden øjnene op for, hvor smukt landet er med sin naturmæssige variation og flere forskellige klimabælter.

Læg dertil, at der kun er en befolkningstæthed på cirka 14 mennesker pr. kvadratkilometer, at store dele af landet er beskyttet af nationalparker, og new zealænderne (eller kiwierne som de ynder at kalde sig selv) er noget nær verdensmestre i at udnytte deres naturmæssige rigdom og invitere turister med ud i den med et sandt bombardement af aktiviteter – fra hvalsafari, dykning, jeepture, jetboating, sejlads, motorcross, fiskeri, bungy jump, bjergbestigning, trekking, ski, mountainbike, kajak og kanoture, helikopterture… Listen er uendelig.

New Zealand er til gengæld ikke et land, man skal tage til, hvis man elsker storbyer og shopping. Der er København eller enhver europæisk hovedstad mere interessant. Men er drømmen at prøve sig selv af, komme lidt væk fra menneskemængden, måske få et enkelt adrenalinkick i ny og næ er New Zealand ikke bare et godt bud, det er formentlig i top tre over lande, hvad angår muligheder, tilgængelighed, priser, sikkerhed og kvalitet i de ture og udflugter, der tilbydes.

Kiwierne er utrolig stolte over deres natur. De ved, de har noget særligt at vise frem, og det er ikke uden grund, at DOC, Department of Conservation, er New Zealands største jordbesidder. Intet sted i New Zealand er koncentrationen af aktiviteter og turoperatører større end i Queenstown. Inden for de seneste i år har driftige sjæle og den magtfulde lokale Maori-stamme forvandlet de enorme naturområder til et udendørs Mekka for friluftsfolk, eventyrfugle og mennesker, der bare søger fred og alenehed.

Efter sigende er der mere end 150 aktiviteter at vælge imellem, foruden dem man selv kan finde på. Særligt om sommeren, foråret og efteråret er der grund til at besøge Queenstown, men også om vinteren (vores juni-juli-august) er der gang i den.

Der forvandler byen sig til et af de mest populære ski- og snowboardområder på den sydlige halvkugle – hvilket dog lyder af mere end det er, ikke mindst for en dansker med et minimum af skierfaring fra de sydeuropæiske alper eller de norske og svenske fjelde mod nord.

Jeg har været i Queenstown for at tjekke aktiviteterne ud. Med verdensklasse natur og aktiviteter i så rigt mål, som det sydlige New Zealand byder på, er man nødt til at prioritere med hård hånd – ellers løber både tiden og budgettet fra én. For selv om priserne generelt er konkurrencedygtige og attraktive for danskere, løber det hurtigt op. Ikke mindst, hvis man er en familie, der skal af sted, eller gerne vil smage mange af retterne fra det store adventure tag-selv-bord.

1) Helikoptertur til Milford Sound

Milford Sound – eller The Fiordlands som det også kaldes – er New Zealands største og vildeste nationalpark. 1,2 millioner hektar strækker den sig over og er en sand labyrint af enorme skov- og bjergområder, der gennemskæres af dybe fjorde og dale.

Da Kaptajn Cook første gang kom hertil i 1773 skrev han i sin logbog, at han havde nået paradis, men han skrev også, at han var bange for at fare vild i de mange fjorde, der skærer sig dybt ind i vildnisset og gør området til en af de flotteste, mest frodige og regnfulde nationalparker i verden med op til otte meter regn om året.

Det tager fire timer i bil eller bus fra Queenstown at nå hertil, men kun en god halv time i helikopter! The Helicopter Line har specialiseret sig i at lave eksklusive ture for mennesker, der vil betale for det og ankomme med stil. Samtidig er det indiskutabelt den bedste måde at få det store forkromede overblik over dette enorme vildnis og de imponerende fjorde på, der skærer sig dybt ind i landskabet og omkranses af bjergene.

»Der er »take off« om et minut…« Pilotens skrattende stemme er i mit øre. Jeg sidder fastspændt i cockpittet ved siden af piloten. Et øjeblik efter begynder maskinen at ryste og stige lodret i vejret. Vi er på vej.

Queenstown forsvinder under os og forude tårner bjergene – og skyerne – sig allerede op. Vejret her er strålende men i Milford Sound, som er målet for vores tur, kan vejret være et ganske andet.

New Zealands største nationalpark lever sit eget liv. Både vejrmæssigt og i kiwiernes bevidsthed. »Har du været i Milford Sound?« Spørgsmålet forfølger mig på resten af min tur rundt i New Zealand. Dette nærmest mytiske område er noget af det bedste og vildeste New Zealand kan byde på. I århundreder har det været ubeboet. Og selv i dag er der kun en mindre del af nationalparken, der kan besøges.

500 kilometer vandrestier skærer sig igennem vildnisset. Men det er for folk, der har tid og nyder at svede, lige nu sidder jeg i en helikopter og bliver fragtet til et af Verdens Vidundere på førsteklasse.

Da vi nærmer os kanten af nationalparken lægger piloten an til landing på en af områdets højest beliggende gletsjere. Den knoldede is nærmer sig lige vel hurtigt. Men sekunder senere flader vi ud og lander vi på isen, der kun kan nås med helikopter og derfor i sagens natur er en oplevelse, man har for sig selv og eventuelt de få andre passagerer, der er med.

I småløb og med duggede hoveder løber vi frem foran helikopteren og ud på isen. »Ikke for langt væk«, lyder det venligt, men myndigt fra piloten, der lader roterbladene køre. Skydækket er kommet tættere på, og han vil i luften igen, mens han stadig kan orientere sig mellem de mange bjergtinder, der stikker op overalt.

Minutter senere ser vi atter isen og det grønne vildnis i fugleperspektiv. Milford Sound nærmer sig og Cook’s ord om paradis er ikke for store. Høje bjerge med tæt skov om foden, vandfald der falder ned i de imponerende fjorde, vilde fugle på træk hen over himlen… Ikke et hus, ikke en elledning, ikke en vej. Intet tegn på civilisation så langt øjet rækker.

Vi lander på en lille primitiv flyveplads, som nationalparken trods alt har bygget. Her er også en havn, hvor cruiseskibe kan lægge til, et besøgscenter og en cafe. Det lyder som den totale kontrast og noget af et antiklimaks til alt det smukke, der omgiver os, men naturen har overtaget her. Vi er gæster, der får lov at være her. Det er den fornemmelse, man sidder med, med kaffe i hånden og udsigt til et vandfald med et frit fald på næsten 50 meter.

På vej tilbage lander vi endnu engang. Det er en del af »pakken«: Helikopterturen og tre landinger undervejs, hvis vejret tillader det. Normalt vil man gerne hurtigt frem uden for mange mellemlandinger, men i egen helikopter er landingerne en del af fornøjelsen. For man lander steder, hvor andre ikke kan komme: På gletsjere, på bjergtoppe, plateauer, der sjældebt hvis nogensinde er berørt af menneskefod.

Kan det anbefales? Om det kan! Men det koster. Cirka 2.200 kroner pr. person for to til tre timers tur. Men så slipper man også for at sidde i kø eller spilde tiden på landevejen sammen med de anslået halve million mennesker (de fleste i januar/februar), der besøger Milford Sound.

2) Jeepsafari til Skippers Canyon

Skippers Canyon har haft flere opblomstringsperioder. Dalen, der strækker sig flere kilometer ind i en af Queenstowns nærmest beliggende nationalparker, er vidt berømmet for sin skønhed. Omkranset af bjerge og med en flod i bunden er den som skabt til aktiviteter, og de lokale har ikke været sene til at udnytte potentialet fuldt ud.

Første gang man rigtig hører om Skippers Canyon er i de glade gulddage omkring 1880erne. Det rygtedes, at der var guld i bjergene og de mange flodbanker, hvilket fik guldjægere i stor stil til at flokkes. Som så mange andre steder, var rygterne bedre end virkeligheden, men der blev etableret et lille guldgraversamfund 16 kilometer inde i dalen, og vigtigere for den senere udvikling, blev der etableret en primitiv vej hertil, det tog otte år at hugge ud i bjergsiden. I dag er denne vej en særskilt attraktion og noget af et kick at køre på.

De fleste vil nok betakke sig, for vejen klamrer sig bogstavelig talt til bjergvæggen, langt de fleste steder er den ikke bredere end en bil lige kan klemme sig igennem. På den ene side er bjergvæggen, hvor der regelmæssigt falder klippestykker ned fra, til den anden side er værnet mod afgrunden de fleste steder smuldret væk, så man kigger ned i afgrunden flere hundrede meter ned.

Det er ikke uden grund, at alle biludlejningsfirmaerne har forbudt deres lejere at køre her, så vi tog på en Jeep-safari i en komfortabel Landrover og med en erfaren guide/driver bag rattet. Det blev en tur ud over det sædvanlige:

En lille mand med hestehale og rødt skæg fra Nomad Safaris, som firmaet hedder, henter os tidligt om morgenen. Landroveren er stor og dyr, men det føles også betryggende, at være omsluttet af to et halvt tons engelsk firehjulstrækker, når nu vi skal ud på en fire timers køretur på en rute, der er udråbt til en af verdens top 25 køreture i verden.

Udsigterne, der afløser hinanden for hvert sving, vi tager, får os til at glemme at kigge ned. Vores chauffør, Mike Stearne, har kørt her i mere end 10 år. Han kender hvert et sving og ved, hvornår han kan lege, og hvornår der skal listes frem.

Skippers Canyon er også lidt af en »Ringenes Herre« tur. Flere af scenerne fra den verdensberømte trilogi er optaget her. Det er her Arwen kommer Frodo til undsætning og modstår Ring-ånderne, hvis det siger nogen noget.

For Mike Stearne er »Ringenes Herre« en passion. Han medvirkede i den ene af filmen. Godt nok i en birolle, men det tæller også, forkynder han med alvorlig mine. Selskabet Nomad Safari har ligesom snesevis af andre adventure-udbydere over hele New Zealand spundet guld på Peter Jacksons film. De har udviklet en decideret »Lord of the Rings Safari« – det er nu ikke den, vi er på, men det er svært i Queenstown ikke at være på lidt af en filmlocation-tour, så snart man bevæger sig væk fra bymidten. Adskillige film og reklamefilm er optaget her.

Efter to timers spændende – nogle gange for spændende – køretur er vi fremme ved resterne af det lille guldgraversamfund, der engang levede her. Der kan stadig findes guld i floderne, men ikke nok til en ny guldfeber.

De eneste, der rigtig finder guld her nu, er firmaer som Nomad Safari, der finder guldet i eventyrlystne turisters pengepung. En fire timers tur med guide, forfriskninger og røverhistorier koster 500 kroner pr. person (maks. seks personer). Man kan også vælge luksusudgaven og leje jeep og chauffør og få en skræddersyet tur, som vi gjorde, det koster 2500 kroner for op til fire personer. Her kan man også selv bestemme, hvor turen går hen efter samråd med guiden.

3) Jetboat Dart River

Jetboat? Hvad er det? I Queenstown reklamerer adskillige outdoor- og adventurebutikker med ture langt ud i ødemarken, men denne gang i et tempo, der får hjertet til at galoppere og inkarnerede vandrere til at vende ryggen til.

For Jet-boat er alt andet end stilhed og harmonisk møde med naturen. Med op til 75 kilometer i timen og en brølende jetmotor, der pumper 400 liter vand op i sekundet, skyder man af sted hen over floderne i et tempo, der uvilkårligt får den indre drengerøv til at hoppe op og ned af bare fryd.

Og intet sted i New Zealand er »legepladsen« smukkere og mere storslåede end på Dart River, der er en smeltevandsflod dannet af vand fra de mere end 100 gletsjere, der er i Mount Aspiring Nationalpark.

Det er den tredje største nationalpark i landet på 350.000 hektar. Udsigterne er fuldstændig uovertrufne. Floden deler sig i et virvar af forgreninger inden det hele samles igen i Lake Wakatipu, hvor vores tur også starter. Det er herfra, vi begynder vores jetboat-tur langt op i nationalparken.

At det overhovedet kan lade sig gøre at suse larmende og med hastigheder på 75 km/t. op af en af landets smukkeste floder fortæller meget om new zealændernes syn på og brug af naturen. Det er den pragmatiske »plads-til-alle« holdning, der hersker.

Firmaerne og de mange lokale, der arbejder med at tilfredsstille turisternes jagt på nye eventyr, er meget ærekære og stolte over deres natur og erhverv. De ved, at den særlige natur, de er blevet begavet med, er deres levebrød, så de passer godt på den. Omvendt er naturen ikke noget, man kun skal kigge på eller hegne ind og beskytte med et hav af regulativer, den skal bruges. Og det bliver den. Året rundt og så længe folk vil betale.

Dart River Safari er ligesom mange af de andre aktiviteter drevet af den magtfulde Maori-stamme, der efter års undertrykkelse har fået rettighederne til deres eget land igen. Det har de dygtigt udnyttet til at skabe en blomstrende forretning med udgangspunkt i respekt for naturen, brug af naturen og markedsføring af sig selv som adventureland nummer et i verden.

Det er nu ikke det, jeg tænker på, da vi nærmer os tophastigheden, og kaptajnen gør tegn til at spinne rundt. Med et kort riv i rattet dirigerer han på brøkdele af et sekund den konstante strøm af vand til den ene side med det resultat at båden snurrer rundt om sig selv med en kaskade af vand over os som følge.

Det er vandland for voksne det her. Men børn kan også være med. De skal bare være store nok til at kunne passe en redningsvest og kunne holde fast. Dart River Safari har klassiske jetboat-ture, men de har også taget konsekvensen af en stigende efterspørgsel efter at opleve roen og langsomheden i Aspiring Nationalpark. Derfor har de lavet ture, hvor man er med jetboat den ene vej og selv padler i kano tilbage igen. Det er sådan en tur, vi er på. Kontrasten mellem farten og langsommeligheden, larmen og stilheden, er enorm.

4) Must do...

Måske ikke en retvisende overskrift, men har man altid haft en drøm om at prøve bungy jump er Queenstown og New Zealand det helt rette sted at gøre det i stedet for at tage springet i en halvbrandert til Grøn Koncert, eller når et omrejsende cirkus tilfældigvis kommer forbi.

Den berømte new zealænder A.J Hackett »opfandt« bungy jump og har sin base her. Det var her, godt 23 kilometer fra Queenstown, at det første kommercielle bungy jump blev sprunget i 1988. Siden har tusindvis af mennesker sprunget fra Kawarau Bridge, som er en gammel smuk bro fra 1880 med et frit fald på 43 meter. Stedet er smukt, og der er noget særligt ved at springe lige præcis her, hvor det hele startede.