Med luksustog langs Vietnams smukke kyst
Nyd smukke udsigter, god mad og massage på The Vietage
Der er noget ganske særligt over togrejser. En egen ro, hvor den stille rytme fra sporene kan have en nærmest terapeutisk virkning. Nyd det på luksustog langs Vietnams kyst.
Det skal I opleve
Det skønne alternativ til fly
Turen tager ca. 6 timer, og selvfølgelig kunne I også flyve. Men husk at lægge tiden og stemningen i check-in og security i lufthavnen oven i den kortere flytid. I toget får I udsigterne tæt på, I kan strække benene, rejse jer og gå rundt i toget. Tale sammen. Hygge. Slappe af. Og hvornår har I sidst fået massage på et fly?
Nej, tog kan noget helt særligt på en distance som fra Danang til Quy Nhon!
Afslappet togtur med blot 12 passagerer
I det øjeblik, I træder ind i The Vietage, træder I også tilbage i tiden. Til den gang, hvor togrejsen var for det bedre borgerskab, og hvor service og servering undervejs var en selvfølge.
The Vietage er en luksuriøs vogn, som er hægtet på det normale tog mod strandene i Quy Nhon længere mod syd. Indretningen er gennemført smuk med komfortable sofasæder. I får en velkomstdrink, og her er en bar, I kan gå hen til, hvis i ønsker at nyde mere.
Der er også et område med massagestole, hvor I bliver inviteret hen til en halv times massage.
Togrejse med 3-retters måltid
Når sulten melder sig, nyder I et veltilberedt 3-retters måltid med drikkevarer, og undervejs er der også snacks, kaffe og te. Imens kører rismarker, landsbyer og smukke kystlandskaber som en film uden for vinduerne.
Der er hele tiden mange nye ting at se på. Til gengæld er der kun ganske få mennesker omkring jer inde i jeres luksuriøse og isolerede del af toget. The Vietage har kun 12 passagerer med!
Praktisk information
The Vietage afgår fra Danang nær Hoi An hver morgen og kører den anden vej hver aften. Ønsker I også at bo i luksus før og efter togrejsen, kan vi anbefale Anantara Hoi An 4* og Anantara Quy Nhon 5*.
Der er ingen dress code, men for stemningens skyld anbefales “smart casual”. Børn er velkomne, og der er også børnemenu, så de mindste maver også mættes.
Oplevelserne indgår i disse rejseforslag
Vi skræddersyer jeres rejse til Vietnam
Vores rejserådgivere har rejst rigtigt meget i Vietnam. De elsker landet og glæder sig til at dele deres passion med jer. De kender hver en afkrog og ved, hvad de taler om. Og så er de gode til at lytte. For kun sådan sammensætter vi den helt rigtige rejse for netop jer.