Alsidig storby
Argentinas hovedstad, Buenos Aires, er med sine godt 13 mio. indbyggere blandt Sydamerikas største byer. Her er brede boulevarder, grønne parker og et moderniseret havneområde, Puerto Madero, hvor gamle lagerhuse er blevet til hippe barer og natklubber.
Recoleta er den mondæne bydel med kirkegården, hvor Evita Perón ligger begravet. I bydelen La Boca minder søndagens jubelbrøl fra stadion jer om, at fodbold gælder selve livet i Argentina. Vi sørger for, at I kommer vidt omkring i Buenos Aires.
Tango til alle tider
Buenos Aires’ tangoverden lever stadig i sin egen lidenskabelige omfavnelse uden at sælge ud til turistdollars. Her er tango på gadeplanet, i 100-år gamle saloner og på knirkende brædder. Og I får den autentiske oplevelse serveret i en lokal milonga.