I ankommer til Sri Lanka, hvor jeres private chauffør og guide står klar til at byde jer velkommen. Fra i morgen vil han, under hele jeres ferie på Sri Lanka, stå til jeres rådighed, hvis I har brug for at blive kørt ud over det planlagte. Han er samtidig klar til at hjælpe jer med svar på spørgsmål og fortæller gerne om alt det, I ser på jeres vej. Første tur sammen er ganske kort, den går nemlig til jeres hotel i Colombo, Sri Lankas hovedstad.
Colombo Court Hotel & Spa 3+*, Colombo
I skal bo én enkelt nat på Colombo Court Hotel & Spa, der ligger centralt i byen og godt for udflugter i Colombo. Dejlige værelser, spændende indretning og godt poolområde.
Tuk tuk-safari til Colombos gadekøkkener
I har været længe undervejs, men I skal også ind i rytmen. En god måde at komme det på, er ved at opleve noget spændende, til de lokale ure også siger sengetid.
Allerede denne første dag på Sri Lanka venter der derfor en sjov oplevelse. I skal på tuk tuk-safari til Colombos gadekøkkener og markeder med masser af smagsprøver undervejs. En guide kører tuk tukken og fortæller om alt, hvad I oplever. Og I er hjemme på hotellet kl. 21.