At rejse med tog gennem Japan
Hvordan virker det? Hvad koster det og hvad skal I være opmærksomme på? Her er en kort introduktion til at rejse med tog i Japan.
At rejse med tog i Japan er vitterligt en af de bedste og mest effektive måder at komme rundt på. Her møder man japanerne, der selv er på vej fra by til by. Uden for vinduerne glider landskabet forbi – rismarker, landsbyhuse, snedækkede bjerge og skinnende højhuse.
De japanske tog er uhyrligt punktlige og det siges, at hurtigtoget ’Shinkansen’ ikke har været forsinket siden dets indførsel i 1964. Toget kører på sekundet, og konduktøren bukker for passagerene, når han træder ind i (og ud af) vognen.
Tognetværket dækker det meste af landet, og med en hastighed på op til 300 km/t kan I nå hurtigt fra øst til vest. Til eksempel tager det kun ca. 2 timer og 15 minutter at rejse mellem Tokyo og Kyoto – samme strækning tager mere end fire timer i bil.